Skole praktikant – det gør vi sgu også!

Skole praktikant – det gør vi sgu også!

Velkommen til Nanna – vores praktikant!

På kontoret i Kokkedal er altid et mylder ind og ud af døren. Her kommer både børn, hunde, koner, forældre, kunder, elever, leverandører, fragtmænd og mange andre. Nogle kommer fordi der skal laves noget. Andre kommer for at få en kop kaffe eller en cola. Så er der de nysgerrige der dukker op uanmeldt, for at se hvad vi roder med for tiden. Enten nye produkter eller nye projekter. Børn fra den lokale skole kigger måske ind og får 3D printet deres Minecraft. Nu de er her, skal de også lige se vores droner og robotter. Og helst prøve dem også! Det er helt vildt hyggeligt, men vi tænkte, at det kunne virke voldsomt for en praktikant. Vi er heller ikke sikre på om vi selv kan tilbyde de rette vilkår, når vi konstant lader os rive med af alle mulige skøre indfald.

Hippomini er stadig en ung virksomhed og da vi i efteråret drøftede om vi var klar til at tage folkeskolepraktikanter var vi ret enige om, at vi ikke ville udsætte unge for den til tider ustrukturerede hverdag der hersker på kontoret. Vi er vel vokset op med at folkeskolepraktik foregår under ordnede forhold. Ugen var planlagt i bedste Olsenbanden stil. Alt timet og tilrettelagt. Termer der ikke ligefrem klistrer sig til Hippomini endnu, og måske aldrig vil…

Så vi blev enige om, at Hippomini endnu ikke var klar til at være praktikplads.

For et par uger ringede Nanna til kontoret og spurgte om hun måtte tale med personalechefen. Nanna fik forklaret, at vi er en lille virksomhed, og at vi ikke har en personalechef. Det stoppede ikke Nanna, der i stedet bad om direktøren. Nanna ville have en praktikplads hos os, for hun havde prøvet nogle af de der digitale ting vi sælger, og hun synes det ville være rigtig spændende at komme i praktik hos Hippomini.

Vi fik talt om skolepraktik igen og blev enige om, at det ville blive en sjov udfordring.

Så vi gør det sgu! Gør vores og tager en praktikant.

Så nu starter Nanna altså i en uges skolepraktik på mandag den 16. februar. Vi håber at give Nanna en forståelse for hvordan der er at arbejde i en startup virksomhed, og vigtigst, at det er rigtig sjovt at gå på arbejde! (selvom far og mor måske siger noget andet). Nanna kommer til at lave et eller flere projekter med digitale læringsmaterialer. Du kan løbende følge med på vores Facebook side, hvor Nanna i en uge vil være gæsteblogger og fortælle om de ting hun laver i sin praktik. Vi håber du vil følge med på Facebook og komme med dine kommentarer og likes. 

Nanna fortæller om sig selv: “Jeg hedder Nanna og jeg er 14 år gammel. Jeg går på Friskolen Hald Ege der ligger lidt udenfor Viborg, hvor jeg også bor.
Jeg bruger det meste af min fritid på at danse og være sammen med venner og veninder. Jeg har to søstre og to brødre og en dejlig familie.” 

Vi glæder os rigtig meget til at hilse på Nanna!

Kunne du lide dette?

Share on facebook
Share on Facebook
Share on twitter
Share on Twitter
Share on linkedin
Share on Linkdin
Share on pinterest
Share on Pinterest
X